Ali med sit svendestykke

Fra marmor i Damaskus til stål i Vejen


Da Ali begyndte som stenhugger i Syrien for mere end 30 år siden, kunne han ikke vide, at han en dag ville ende som industritekniker i Danmark.

For snart 4 år siden trådte Ali Jamil Ali fra Syrien ind ad døren hos Krogsgaards Maskinværksted i Vejen med en drøm om at få en elevplads som industritekniker. Drømmen gik i opfyldelse, og han har netop bestået sin svendeprøve med et flot 10 tal. Vejen hertil har dog ikke været let for den syriske familiefar fra Vejle, som flygtede til Danmark i 2013.


Marmor i Damaskus

I mere end 20 år arbejdede Ali som stenhugger i Damaskus, men da krigen brød ud i Syrien, blev Alis virksomhed jævnet med jorden, og han mistede sit livsværk. Ali og hans 7 ansatte havde ellers travlt med at lave dekorationer og udsmykningsarbejde i marmor for overklassen og de diplomatiske kvarterer i Syrien samt udenlandske kirker.

– Jeg har altid elsket at være kreativ i marmor og lave smukke ting, fortæller Ali henover en kop kaffe på sin nye arbejdsplads i Danmark.


Flugten til Danmark

En hverdag med krig og udsigten til at være en del af militæret var ikke den drøm, Ali havde for sin kone og børn, så han tog den lange og farlige vej til Danmark gennem Tyrkiet, Grækenland, Italien og videre til den danske grænse i 2013. Året efter blev Ali genforenet med sin kone og børn i Danmark.

– Det var en hård tid, men vi klarede den. Og jeg er så glad for, at min familie ikke skulle vente så længe på at komme til Danmark, fortæller Ali.

Fra hjemmet i Vejle gik Ali efterfølgende til danskundervisning, kom i praktik hos en stenhugger og havde da også fast arbejde som stenhugger i en årrække. Men desværre kommer man ikke langt i Danmark uden et eksamensbevis, og gravsten i granit var ikke det, den kreative håndværker fra Damaskus brændte for. Så Ali vendte tilbage til skolebænken og fik en 9. klasses afgangseksamen og tog derefter grundforløbet på Syddansk Erhvervsskole i Vejle


Et nyt liv med stål og aluminium

Det var lidt en tilfældighed, at Ali valgte døren til industriteknikeruddannelsen. Han faldt hurtigt for drejebænken i skolens værksted, og de mange muligheder den giver, så da chancen for en elevplads hos Krogsgaards Maskinværksted i Vejen bød sig, sagde han hurtigt ja.

– Vi er så glade for at have Ali hos os. Han er et positivt menneske og utrolig dygtig. Han kan sit håndværk og tager gerne imod en udfordring. Derfor er vi også rigtig glade for, at Ali bliver hos os, fortæller Hans Henrik Krogsgaard, som i 2018 ansatte Ali som elev i virksomheden.

– Og jeg bliver her gerne. Jeg er meget taknemmelig for at være her og for det danske samfund, som har givet mig muligheden for at få denne uddannelse, siger Ali med et stort smil.

Det er tydeligt, at humoren, fællesskabet og det gode kollegiale samarbejde er i højsæde i den familieejede virksomhed i Vejen.

– Vi er rigtig glade for vores elever, og om de kommer direkte fra folkeskolen eller har fået noget livserfaring, er ikke det vigtigste for os. Vi ønsker en god kemi og elever, som er interesseret i at lære faget og har fokus på høj kvalitet. Derfor passer Ali også perfekt ind i vores virksomhed, slutter Hans Henrik Krogsgaard.

 

Se billeder