Lærlingen Frederik får undervisning af en leverandør

Her er der plads til fremtidens lærlinge


Der er travlhed hos den lokale Vejen-virksomhed Krogsgaards Maskinværksted, der søger engagerede og nysgerrige elever til uddannelsen som industritekniker.

Mange unge har netop sagt farvel til folkeskolen, og de fleste har allerede planlagt, hvad der nu skal ske. Nogle vælger et år på efterskole, andre tager en traditionel gymnasial uddannelse, og nogle vælger at bliver håndværkere. Det er en spændende tid, et ungt menneske fuld af forventning går i møde. Som det dog fremgår i medierne, kan det være svært at finde en læreplads, hvis man vælger bestemte håndværksmæssige uddannelser. Det er bestemt ikke tilfældet, hvis man ønsker at blive industritekniker og søger en læreplads hos den lokale virksomhed Krogsgaards Maskinværksted i Vejen.

– Vi har meget travlt i vores branche og mangler kompetente medarbejdere. Derfor er det vores opgave at uddanne og hjælpe de unge mennesker, som ønsker en fremtid indenfor bearbejdningsmaskiner og programmering af disse, siger Kristian Krogsgaard Madsen, adm. direktør og 2. generation i den lokale familievirksomhed.

– Vi har tidligere haft lærlinge, som kommer direkte fra folkeskolen men også voksenlærlinge, som har ønsket at skifte branche og blive en del af vores verden. Når vi får engagerede og kompetente medarbejdere, som ønsker at udvikle sig, hjælper vi dem gerne med en uddannelse, hvor der pt. er jobgaranti, når de er færdiguddannede. Det er ikke ualmindeligt, at startlønnen som nyuddannet industriteknikker ligger mellem 400.000 og 450.000 kr., fortsætter Kristian.


Håndværker med studenterhue

Udover at tilbyde den traditionelle uddannelse som industritekniker, er det også muligt at tage uddannelsen som en EUX. Derved får man også en studentereksamen, som kan bruges, hvis man gerne vil læse videre på et senere tidspunkt.

– Ved at tage en EUX-uddannelse får man en gymnasial uddannelse og løn på samme tid. Der er industriteknikere, som går videre indenfor ingeniørfaget eller som maskinmester. De har en god og solid erfaring med sig i rygsækken, når de bygger videre på uddannelsen som industritekniker, fortæller Kristian.

– Her får de lov til at arbejde med matematik i praksis, og vores medarbejdere, både lærlinge og de faste medarbejdere, er med til at skabe noget, som giver værdi i vores samfund. Det kan være dele til vindmøller, en robot eller noget helt tredje. Vores branche producerer komponenter, som indgår i alverdens ting i vores hverdag. Det specielle ved vores virksomhed er dog, at vi er specialister i små produktioner og enkeltstyks, hvilket give spændende udfordringer, og derved udvikler den enkelte medarbejder, slutter Kristian.