Kristian og Nicolai med svendestykket

Nicolai fik 12 i svendeprøven og 12 i huen


EUX-eleven Nicolai Stengård Brun har netop færdiggjort sin uddannelse som industritekniker hos Krogsgaards Maskinværksted suppleret med en EUX studentereksamen fra Syddansk Erhvervsskole.

I disse uger færdiggør mange unge deres uddannelser på landets uddannelsesinstitutioner, og mange elever er færdige med deres elevpladser. Hos Krogsgaards Maskinværksted er Nicolai på 21 netop blevet færdig som den første EUX-elev i virksomheden. Virksomheden har igennem tiden udlært 14 elever, men Nicolai er den første, som også får studenterhuen i samme omgang.

Den endelige svendeprøve, en såkaldt ”industrikværn eller knuser”, bestod han med et flot 12-tal. Ligeledes blev den afsluttende opgave på EUX-delen også afsluttet med et 12-tal.

– Vi er rigtig stolte af Nicolai, og vi synes, han har været en rigtig dygtig elev. Han har altid bidraget med ny viden her i firmaet, når han er kommet retur fra sine skoleophold, fortæller Kristian Krogsgaard Madsen.


Industritekniker og student

Uddannelsen har taget 5 år, og Nicolai står nu med studenterhue på hovedet og et bevis på, at han er uddannet industritekniker. Overvejelserne var mange inden valget faldt på industritekniker suppleret med en EUX-eksamen.

– Da jeg var færdig med 9. klasse på efterskolen, kunne jeg sagtens vælge at gå den boglige vej med en almindelig studentereksamen, men jeg ville gerne have noget praktisk indover. Og så faldt valget på industritekniker med EUX ovenpå, fortæller Nicolai.

– Den praktiske del på værkstedet tiltalte mig rigtig meget. Og så giver det god erfaring at have været på værkstedet. På EUX havde vi alle de sædvanlige fag som eksempelvis teknologi, kemi, matematik, dansk, engelsk og samfundsfag, og ude på skolens værksted lærte vi håndværket som industritekniker.


Hvad så nu?

Krogsgaards Maskinværksted kan glæde sig over, at Nicolai bliver i virksomheden, hvor han får brug for sin faglighed, da han betjener en af de avancerede Integrex maskiner, som fremstiller mange forskellige komplicerede emner.

– Vi er glade for, at Nicolai bliver hos os. Han er vores første EUX-elev men forhåbentlig ikke den sidste. Det er en god kombination og en spændende mulighed, siger Kristian.

– Jeg får nogle gode udfordringer her hos Krogsgaards Maskinværksted, og jeg kører selv processen lige fra jeg får tegningen i hånden til det færdige emne. Det er spændende, så jeg er glad for, at jeg kan blive her, slutter Nicolai med et stort smil.

Se billeder