Lokal virksomhed har vokseværk

Hele bygningen er blevet renoveret, og Krogsgaards Maskinværksted har udvidet produktionen.

Lokal virksomhed har vokseværk


Krogsgaards Maskinværksted på Engvej i Vejen har travlt i produktionen, og lokalerne er nu renoveret og udvidet, så der er plads til flere nye CNC-maskiner.

Mange har nok bemærket, at der er sket store forandringer på Engvej i Vejen. Den gamle bygning, som i tidernes morgen husede jem & fix og JYSK, er som forandret.

Ved årsskiftet 21/22 købte Krogsgaards Maskinværksted bygningen, som man tidligere havde lejet sig ind i. På trods af inflation og kriser har virksomheden vind i sejlene, og produktionen har vokseværk, så da den tidligere dyrehandel lukkede, valgte Kristian, Jacob, Helle og Hans Henrik Krogsgaard at udvide produktionen. Administrationen er dermed flyttet ind i en del af nabobygningen, som i dag også huser AgroLand.

Fest, farver og ny robot

Hele bygningen har fået en makeover, og det blev i weekenden fejret, da ansatte og deres familier og venner, var med til at fejre det flotte resultat. Udover en lækker frokost var der rundvisning i produktionen, hvor gæsterne bl.a. kunne se det nyeste medlem af maskinparken. 

I produktionen har Krogsgaards Maskinværksted fået en ny maskine ind, en såkaldt robotcelle, som kan arbejde selvstændig 12 timer ad gangen, hvorefter den selv lukker ned for dagens arbejde. Den kræver blot, at en af virksomhedens dygtige medarbejdere giver de rigtige instrukser og programmerer den korrekt.

– Vi har travlt, så det er en god investering, vi har gjort med den nye robotcelle. Vi planlægger at udvide produktionen yderligere, og det har vi nu plads til efter udvidelsen af lokaler, fortæller Hans Henrik Krogsgaard, virksomhedens grundlægger.

Vind i sejlene

Der er travlhed i produktionen, hvor virksomhedens industriteknikere alle har travlt ved CNC-maskinerne.

– Der er gang i vores branche, og vi søger ofte dygtige lærlinge, som ønsker at blive industriteknikere. Vi har haft både EUD- og EUX-elever, og flere af dem er stadig hos os, fortsætter Hans Henrik, mens han viser den nye robotcelle frem.  

– Lige nu har vi kun en lærling, men der er plads til et par stykker mere her på maskinværkstedet. Vi vil rigtig gerne bidrage til, at vi får dygtige medarbejdere indenfor vores fag, og vores lærlinge har ofte ny viden med hjem fra skoleopholdene, som de deler med os alle.

Book en rundvisning

Det er ikke kun ansatte, og deres familier, som får en guidet tur rundt i virksomheden. Hans Henrik og Helle arrangerer ofte også rundvisninger for foreninger og andre grupper, som gerne vil se, hvad den lokale virksomhed laver.

– Vi vil rigtig gerne vise, hvad vi laver i dagligdagen. Mange ved egentlig ikke, hvad vi producerer, og hvordan vores maskiner fungerer, så det er en hel ny verden, som vi viser vores gæster. Så skulle der være nogen, som gerne vil se vores hverdag, er de velkomne til at kontakte os, så får vi arrangeret et besøg i vores produktion, afslutter Hans Henrik, mens han viser rundt i hallen med de mange CNC-maskiner.

Se billeder »
Read More
Kristian-og-Nicolai-med-svendestykket

Nicolai fik 12 i svendeprøven og 12 i huen

Kristian og Nicolai med svendestykket

Nicolai fik 12 i svendeprøven og 12 i huen


EUX-eleven Nicolai Stengård Brun har netop færdiggjort sin uddannelse som industritekniker hos Krogsgaards Maskinværksted suppleret med en EUX studentereksamen fra Syddansk Erhvervsskole.

I disse uger færdiggør mange unge deres uddannelser på landets uddannelsesinstitutioner, og mange elever er færdige med deres elevpladser. Hos Krogsgaards Maskinværksted er Nicolai på 21 netop blevet færdig som den første EUX-elev i virksomheden. Virksomheden har igennem tiden udlært 14 elever, men Nicolai er den første, som også får studenterhuen i samme omgang.

Den endelige svendeprøve, en såkaldt ”industrikværn eller knuser”, bestod han med et flot 12-tal. Ligeledes blev den afsluttende opgave på EUX-delen også afsluttet med et 12-tal.

– Vi er rigtig stolte af Nicolai, og vi synes, han har været en rigtig dygtig elev. Han har altid bidraget med ny viden her i firmaet, når han er kommet retur fra sine skoleophold, fortæller Kristian Krogsgaard Madsen.


Industritekniker og student

Uddannelsen har taget 5 år, og Nicolai står nu med studenterhue på hovedet og et bevis på, at han er uddannet industritekniker. Overvejelserne var mange inden valget faldt på industritekniker suppleret med en EUX-eksamen.

– Da jeg var færdig med 9. klasse på efterskolen, kunne jeg sagtens vælge at gå den boglige vej med en almindelig studentereksamen, men jeg ville gerne have noget praktisk indover. Og så faldt valget på industritekniker med EUX ovenpå, fortæller Nicolai.

– Den praktiske del på værkstedet tiltalte mig rigtig meget. Og så giver det god erfaring at have været på værkstedet. På EUX havde vi alle de sædvanlige fag som eksempelvis teknologi, kemi, matematik, dansk, engelsk og samfundsfag, og ude på skolens værksted lærte vi håndværket som industritekniker.


Hvad så nu?

Krogsgaards Maskinværksted kan glæde sig over, at Nicolai bliver i virksomheden, hvor han får brug for sin faglighed, da han betjener en af de avancerede Integrex maskiner, som fremstiller mange forskellige komplicerede emner.

– Vi er glade for, at Nicolai bliver hos os. Han er vores første EUX-elev men forhåbentlig ikke den sidste. Det er en god kombination og en spændende mulighed, siger Kristian.

– Jeg får nogle gode udfordringer her hos Krogsgaards Maskinværksted, og jeg kører selv processen lige fra jeg får tegningen i hånden til det færdige emne. Det er spændende, så jeg er glad for, at jeg kan blive her, slutter Nicolai med et stort smil.

Se billeder »
Read More

Fra marmor i Damaskus til stål i Vejen

Ali med sit svendestykke

Fra marmor i Damaskus til stål i Vejen


Da Ali begyndte som stenhugger i Syrien for mere end 30 år siden, kunne han ikke vide, at han en dag ville ende som industritekniker i Danmark.

For snart 4 år siden trådte Ali Jamil Ali fra Syrien ind ad døren hos Krogsgaards Maskinværksted i Vejen med en drøm om at få en elevplads som industritekniker. Drømmen gik i opfyldelse, og han har netop bestået sin svendeprøve med et flot 10 tal. Vejen hertil har dog ikke været let for den syriske familiefar fra Vejle, som flygtede til Danmark i 2013.


Marmor i Damaskus

I mere end 20 år arbejdede Ali som stenhugger i Damaskus, men da krigen brød ud i Syrien, blev Alis virksomhed jævnet med jorden, og han mistede sit livsværk. Ali og hans 7 ansatte havde ellers travlt med at lave dekorationer og udsmykningsarbejde i marmor for overklassen og de diplomatiske kvarterer i Syrien samt udenlandske kirker.

– Jeg har altid elsket at være kreativ i marmor og lave smukke ting, fortæller Ali henover en kop kaffe på sin nye arbejdsplads i Danmark.


Flugten til Danmark

En hverdag med krig og udsigten til at være en del af militæret var ikke den drøm, Ali havde for sin kone og børn, så han tog den lange og farlige vej til Danmark gennem Tyrkiet, Grækenland, Italien og videre til den danske grænse i 2013. Året efter blev Ali genforenet med sin kone og børn i Danmark.

– Det var en hård tid, men vi klarede den. Og jeg er så glad for, at min familie ikke skulle vente så længe på at komme til Danmark, fortæller Ali.

Fra hjemmet i Vejle gik Ali efterfølgende til danskundervisning, kom i praktik hos en stenhugger og havde da også fast arbejde som stenhugger i en årrække. Men desværre kommer man ikke langt i Danmark uden et eksamensbevis, og gravsten i granit var ikke det, den kreative håndværker fra Damaskus brændte for. Så Ali vendte tilbage til skolebænken og fik en 9. klasses afgangseksamen og tog derefter grundforløbet på Syddansk Erhvervsskole i Vejle


Et nyt liv med stål og aluminium

Det var lidt en tilfældighed, at Ali valgte døren til industriteknikeruddannelsen. Han faldt hurtigt for drejebænken i skolens værksted, og de mange muligheder den giver, så da chancen for en elevplads hos Krogsgaards Maskinværksted i Vejen bød sig, sagde han hurtigt ja.

– Vi er så glade for at have Ali hos os. Han er et positivt menneske og utrolig dygtig. Han kan sit håndværk og tager gerne imod en udfordring. Derfor er vi også rigtig glade for, at Ali bliver hos os, fortæller Hans Henrik Krogsgaard, som i 2018 ansatte Ali som elev i virksomheden.

– Og jeg bliver her gerne. Jeg er meget taknemmelig for at være her og for det danske samfund, som har givet mig muligheden for at få denne uddannelse, siger Ali med et stort smil.

Det er tydeligt, at humoren, fællesskabet og det gode kollegiale samarbejde er i højsæde i den familieejede virksomhed i Vejen.

– Vi er rigtig glade for vores elever, og om de kommer direkte fra folkeskolen eller har fået noget livserfaring, er ikke det vigtigste for os. Vi ønsker en god kemi og elever, som er interesseret i at lære faget og har fokus på høj kvalitet. Derfor passer Ali også perfekt ind i vores virksomhed, slutter Hans Henrik Krogsgaard.

 

Se billeder »
Read More

Festlig dag på Engvej i Vejen

Jacob og Kristian taler med de mange gæster

Festlig dag på Engvej i Vejen


Flagene blafrede i vinden, og de store CNC-maskiner arbejdede i den store hal, da Krogsgaards Maskinværksted lørdag den 7. maj inviterede indenfor i anledning af generationsskiftet i virksomheden.

Mere end 100 gæster slog vejen forbi dreje.dk – Krogsgaards Maskinværksted i weekenden, da Hans Henrik og Helle gav stafetten videre til sønnerne Kristian og Jacob, som nu fremover skal stå i spidsen for den lokale virksomhed.

– Det har været en fantastisk dag med en masse glade gæster. De besøgende har været nysgerrige og fået nogle gode snakke med os og vores medarbejdere i produktionen, fortæller Hans Henrik.

Helle og Hans Henrik forlader dog ikke virksomheden helt.

– Vi har alle fire været en del af ledelsen siden 2017, og nu er det tid til at Kristian og Jacob får de formelle roller som direktør og bestyrelsesformand. Men vi slipper ikke virksomheden og de daglige opgaver, så vi vil stadig møde ind og være en del af virksomheden fremover, slutter den nu forhenværende direktør Hans Henrik Krogsgaard.

 

Se billeder »
Read More

Nu skal de unge stå i spidsen for lokal virksomhed

Jacob, Hans Henrik, Helle og Kristian

Nu skal de unge stå i spidsen for lokal virksomhed


Generationsskiftet har været undervejs igennem en årrække, og nu er det tid til at fejre det – Krogsgaards Maskinværksted ApS inviterer alle interesserede til åbent hus.

På Engvej 3 i Vejen ligger en virksomhed, som måske kun de færreste kender til. Derimod ved mange i produktionsbranchen, hvem Krogsgaards Maskinværksted ApS er, det er nemlig dem, man kontakter, når maskinen mangler en specialdel af høj kvalitet, og det skal gå hurtigt.


Tid til nye kræfter

I 1987 startede Hans Henrik Krogsgaard Madsen maskinværkstedet hjemme i privaten i Læborg, og helt naturligt blev Helle, som er gift med Hans Henrik, draget ind i virksomhedens daglige drift. I begyndelsen var det de konventionelle maskiner til metalbearbejdning, som blev brugt, men efterhånden blev både maskinparken, bygningerne og kundegruppen større.

I 2017 flyttede familien hele virksomheden til nye lokaler i den gamle Jem og Fix bygning på Engvej i Vejen. På samme tid påbegyndte Hans Henrik og Helle et generationsskifte. Jacob og Kristian, to af parrets sønner, havde igennem en årrække arbejdet i familievirksomheden, og det var nu tid til, at de skulle indgå i den daglige ledelse af virksomheden. 5 år senere er generationsskiftet ved at være i mål, og sønnerne skal nu føre Krogsgaards Maskinværksted videre i den samme ånd, som Hans Henrik og Helle har gjort siden 1987. Der har alle dage været fokus på fleksibilitet, kvalitet og præcis levering, og det vil der blive ved med at være.

For at fejre generationsskiftet åbner Krogsgaards Maskinværksted dørene for alle interesserede. Lørdag den 7. maj kl. 11.00 til 14.00 kan børn og voksne komme forbi Engvej 3C i Vejen og se de mange maskiner i drift – og måske kan man være heldig at få en lille souvenir med hjem. Skulle sulten melde sig på vejen rundt i den lokale virksomhed, vil der blive serveret ”byg selv hotdogs”, øl, sodavand og kaffe.

– Helle og jeg vil fremover stadig være at finde i produktionen og på kontoret, men nu er det tid til at Kristian og Jacob bliver de formelle ledere af Krogsgaards Maskinværksted ApS. Det håber vi naturligvis, rigtig mange vil komme og fejre med os lørdag den 7. maj, siger Hans Henrik med sit sædvanlige gode humør.

Elever og ny viden

Krogsgaards Maskinværksted ApS har alle dage haft fokus på den nye generation, og derfor tager man hvert år nye elever ind, som ønsker at blive industritekniker.

– Vi har hele tiden fire til fem elever, som er i gang med uddannelsen som industritekniker. Som produktionsvirksomhed er det vores ansvar at uddanne de kommende industriteknikere, og vi ser det som en fantastisk mulighed for at give vores viden videre og få ny inspiration fra vores elever, når de kommer retur fra deres skoleophold. Vi tager både EUD- og EUX-elever ind, så alle er velkomne til at søge hos os, fortæller Hans Henrik alt imens, han viser rundt i det store lokale med de mange CNC-maskiner på Engvej.

– Vi har stort fokus på vores medarbejdere og videreuddannelse. Det er deres kompetencer, som er i spil, når vi skal producere og bl.a. finde løsninger, når kunderne kommer med specialopgaver. Derfor ønsker vi også at holde på vores medarbejdere, når de har færdiggjort deres elevtid hos os, fortsætter Hans Henrik. – Vil du eller et ungt menneske, du kender, gerne vide mere om muligheden for at blive elev hos os, så spørg endelig ind til det når du besøger os til åbent hus-arrangementet. Vi fortæller og svarer meget gerne på spørgsmål. Vi brænder for vores fag og giver det gerne videre, slutter Hans Henrik, mens solen sender sine varme stråler ind ad de store vinduer i produktionen.

 

Se billeder »
Read More

Består svendeprøven med et flot 10-tal

Hans Henrik og Mikkel

Består svendeprøven med et flot 10-tal


Mikkel modtog den 14. juli 2021 svendebrevet som bevis på endt læretid hos Krogsgaards Maskinværksted. Han bestod den 4. juni sin svendeprøve med et flot 10-tal fra Vejle Tekniske Skole.

Mikkel fortsætter nu som industriteknikker hos os, og hans arbejdsopgaver vil være fremstilling af komplicerede maskindele på vores japanske bearbejdningsmaskiner.

Mikkel er den 13. industriteknikker, der er udlært hos Krogsgaards Maskinværksted Aps.


Read More